Boliger på vej

VIBO har flere nye byggerier på vej. Her kan du læse mere om de boliger, vi bygger, ligesom du kan melde dig til at få information om byggerierne på din mail.

Astas Have, Kbh. S

VIBO bygger 31 familieboliger beliggende i tre opgange med elevator ud mod Sundholmsvej.

Seks af lejlighederne er små, billige familieboliger på 40 m². De resterende 25 boliger er henholdsvis 2, 4 og 5-rumsboliger med en gennemsnitlig størrelse på 95 m².

VIBOs kommende beboere i Astas Have kommer til at dele fælles gårdanlæg, fælleshus og parkeringskælder med ca. 30 private udlejningsboliger.

Bebyggelsen omfatter også fælles faciliteter i form af fælles taghave samt et mindre erhvervslejemål.

Status på byggeriet

November 2023
Entreprenørselskabet Q-Construction, der skulle have bygget boligerne, gik konkurs i maj 2022. Det betyder, at arbejdet med at opføre boligerne har stået stille i en periode.

Alfa Development (tidligere ELF Development) er i samarbejde med Jönsson A/S i gang med at opføre p-kælderen, sådan at p-kælderen og dæk i stueetagen lukkes af og sikres for vinterens vejrlig.

Samtidig er Alfa Development i gang med at finde en ny entreprenør til at opføre det resterende byggeri.

Det kan ikke på nuværende tidspunkt oplyses, hvornår de 31 familieboliger forventes at stå færdige.

Violinbuen II, Hillerød

65 nye boliger i Hillerød: Tvillingebofællesskab skal samle generationer

I oktober 2023 indgik VIBO aftale med Hillerød Kommune om at opføre 65 nye boliger i Hillerød. Området kaldes Violinbuen II og er placeret i Hillerøds attraktive nye bydel Ullerød by.

VIBO opfører i alt 65 boliger – 25 almene familieboliger og 40 boliger i det, vi kalder et ’tvillingebofællesskab’.

Tvillingebofællesskabet er en kombination af 20 familieboliger og 20 seniorboliger i forskellige størrelser og med forskellige huslejeniveauer placeret mellem hinanden. Vi lægger stor vægt på netop fællesskabet på tværs af livssituationer, generationer, interesser og styrker. Og det understøtter vi blandt andet med fælleshuse med plads til fællesspisning og med omgivelser, der indbyder til godt naboskab og aktivitet.

Med udgangspunkt i områdets nuværende biodiversitet skal byggeriets grønne områder være både en forlængelse af og et supplement til den eksisterende natur.

Projektet indebærer også en klar strategi for klimatilpasning og håndtering af vandmasser, ligesom der er fokus på beboernes naturoplevelser og interaktion med omgivelserne. Her kan vi nævne frugttræer, bærbuske, nyttehaver og grønne tage som eksempler.