Spørgsmål og svar om midlertidig udlejning af boliger
Hvis du står og mangler et sted at bo – og er indforstået med at boligen kun er til rådighed for dig i en tidsbegrænset periode, så se oversigten over midlertidigt ledige boliger her.
Herunder finder du svar på de mest stillede spørgsmål om midlertidig udlejning af boliger.
Hvorfor er der udlejningsstop?
I løbet af de næste 5 år gennemfører VIBO 7 større fysiske helhedsplaner/renoveringssager. Arbejderne er så omfattende, at beboerne i de berørte afdelinger skal genhuses internt i VIBOs andre afdelinger i en periode på ca. 3-6 måneder.
VIBOs organisationsbestyrelse har på bestyrelsesmødet den 31. maj 2022 besluttet, at VIBO midlertidigt stopper udlejning af 3, 4 og 5 rums boliger i 20 afdelinger. Se hvilke 20 afdelinger længere nede.
Hvad betyder det, at boligen kun er til din rådighed i en tidsbegrænset periode?
Den tidsbegrænsede bolig lejes kun ud i en specifik periode. Det fremgår under den enkelte bolig, hvor lang lejeperioden er. Til gengæld kan det være lettere at få en tidsbegrænset bolig.
Hvorfor udlejes boligerne for en tidsbegrænset periode?
Når vi renoverer vores boliger, skal beboerne i nogle tilfælde genhuses, mens der arbejdes i deres bolig. Derfor stopper vi midlertidigt for normal udlejning af et antal boliger i andre afdelingerne, så de kan bruges til genhusning. Frem til genhusningen udlejer vi boligerne midlertidigt, så der er så lidt tomgang som muligt i hver bolig.
Går det hurtigere at få en bolig for en tidsbegrænset periode?
Ventetiden til de tidsbegrænsede boliger er oftest kortere end til de permanente boliger. Det kan dog variere meget, og vi kan ikke oplyse en forventet ventetid i de forskellige afdelinger. Boligerne udlejes ikke via tilbud til ansøgere på ventelisten, men via annoncering på hjemmesiden. Følg med her på siden, hvor vi løbende annoncerer midlertidigt ledige boliger.
Hvor længe kan jeg bo i boligen?
Du kan bo i boligen, indtil den tidsbegrænsede lejekontrakt ophører. Du kan dog opsige boligen med det almindelige opsigelsesvarsel på 3 måneder. Det fremgår også af lejekontrakten.
Nogle tidsbegrænsede lejekontrakter tilbydes med det særlige vilkår, at VIBO kan opsige lejekontrakten med 3 måneders varsel, hvis boligen skal bruges tidligere til genhusning end beregnet. Det fremgår også under information om den enkelte bolig.
Får jeg automatisk en ny bolig når lejekontrakten udløber?
Nej, lejekontrakten er tidsbegrænset. Du er selv ansvarlig for at finde et nyt sted at bo, når lejeperioden ophører.
Kan jeg fortsat søge andre boliger i VIBO?
Ja det kan du. Du har dog ikke intern fortrinsret til ledige boliger, hvis du har en tidsbegrænset lejekontrakt.
Hvis du allerede er på ventelisten til en bolig i VIBO og er aktiv boligsøgende, kan du fortsætte din boligsøgning som normalt.
Er boligen istandsat, når jeg flytter ind?
Når du overtager en bolig på en tidsbegrænset lejekontrakt, så er boligen istandsat ud fra afdelingens gældende vedligeholdelsesordning. Boligen skal istandsættes igen ved fraflytning efter samme vedligeholdelsesordning. Læs mere om de to forskellige vedligeholdelsesordninger A & B i vores flyttepjece.
Skal jeg betale for istandsættelse, når jeg flytter?
Når du flytter ud af en bolig, du har lejet på en tidsbegrænset lejekontrakt, skal boligen efterlades i samme stand som du modtog den i.
Hvilke fordele er der ved at leje en bolig i en tidsbegrænset periode?
Der er ofte en kortere ventetid til en bolig, der udlejes i en tidsbegrænset periode.
Du kan fortsat være aktiv boligsøgende til andre boliger, hvis du er skrevet op på VIBOs eksterne venteliste.
Der kan dog løbende være mulighed for at leje en bolig i en tidsbegrænset periode i en af de ovennævnte afdelinger.
Hvilke boliger kan man leje for en tidsbegrænset periode?
Se oversigten med boliger, der udlejes i en tidsbegrænset periode.
Har du flere spørgsmål, er du som altid velkommen til at kontakte os på vibo@vibo.dk.
Det midlertidige udlejningsstop gælder i følgende afdelinger:
104 Grønnevang, Skjulhøj Allé 60-66, 2720 Vanløse
106 Vognvænget, Haraldsgade 13-17B/ Sigynsgade 8-34, 2200 Kbh. N
108 Bogtrykkergården, Hamletsgade 12-18/Fenrisgade 6-8/Heimdalsgade 28A-32, 2200 Kbh. N
111 Hjørnevænget, Frankrigsgade 28-48B, 2300 Kbh. S
112 Røgeritoften, Hørhusvej 10-20, 2300 Kbh. S
113 Støberigården, Holmbladsgade 35-65/Prags Boulevard 32-36 + 38A-38D, 2300 Kbh. S
114 Lerfosgade, Byglandsgade 1A-5D, 2300 Kbh. S
116 Televænget I, Telemarksgade 7-19/Kornblomstvej 8-14, 2300 Kbh. S
119 Kastanjegården, Linde Alle 8/Grøndals Parkvej 112-120, 2720 Vanløse
120 Niels Juels Gård, Godthåbsvej 213-221, 2720 Vanløse
121 Charlotteager I, Charlotteager 108 - 158, 2640 Hedehusene, (Udlejningsstop fra d. 1. juli 2023)
127 Runddelen I + II, Jagtvej 103-107, Thorsgade 46A-E, Thorsgade 8A-E & 40-44, 2200 Kbh. N
129 Ålekistehuset, Ålekistevej 192-196, 2720 Vanløse
133 Skotlandsgade, Tingvej 45-75, 2300 Kbh. S
135 Charlotteager II, Charlotteager 162 - 224, 2640 Hedehusene, (Udlejningsstop fra d. 1. juli 2023)
140 Televænget II & III, Telemarksgade 25-37, Røsågade 44-60, 2300 Kbh. S
142 Bagergården, Nannasgade 5A-7B/Mimersgade 34-44, 2200 Kbh. N
153 Liflandsgade, Liflandsgade 7-9/Kurlandsgade 6-12, 2300 Kbh. S
159 A. F. Beyers Vej, A. F. Beyers Vej 4A-4B, 2720 Vanløse
225 Ahornvænget I og II, Ahornvænget 2-138, 3250 Gilleleje