Smede- og Kleintoften. Med udsigt til gamle træer.

Familieboliger med charmerende fællesarealer

Afdeling 109 - Smede- og Kleintoften

Afdelingen Smedetoften og Kleintoften har 74 familieboliger på 2-4 værelser samt 14 etværelseslejligheder, målrettet både unge og enlige beboere. Bygningerne, som er opført i henholdsvis 1976 og 1981, er på to til fire etager og ligger bymæssigt som blommen i et æg med udsigt til byens store handelsplads, Rødovre Centrum, indeholdende biografer, supermarkeder, fitness m.m.

Afdelingen udmærker sig ikke kun med sin beliggenhed, men også i kraft af sin forhistorie. Rundt omkring i fællesarealerne står der talrige buske og træer og vidner om anlæggets fortid som planteskole. Flere steder har afdelingen sat borde og bænke op, og længst mod syd er der gjort plads til børnene, som der kommer flere og flere af i bebyggelsen. Alle boliger har indvendige altaner på nær beboerne i nr. 117-121, der i stuen deles om en forhave med egne terrasser.

Lige uden for matriklen løber man hurtigt ind i indkøb, skoler og sportspladser. Og så er der blot 10 minutters gang til Rødovres kendte kulturhus, Viften.

Afd. 109, Smedetoften/Kleintoften hjemmeside. Klik her!