Hestehaven i Gilleleje. Rækkehuse i naturskønt område.

Hyggelig afdeling med plads til unge, ældre og familier.

Afdeling 293 - Hestehaven i Gilleleje

Hestehaven består af rækkehusbebyggelse med 60 boliger i ét og to plan. Ejendommen er opført i 1991 og fremstår særdeles velholdt med separate haver til alle boliger i stueplan.

Hovedvægten er lagt på boliger med 1-2 værelser, der er særlig tilpasset ældre borgere og personer med fysiske handicap. Boligerne er i vid udstrækning udstyret med trinløse døre og skydedøre, der gør det nemt for personer med bl.a. gangbesvær og andre skavanker at bevæge sig rundt.

Afdelingen råder dog også over en anselig mængde familieboliger på op til 95 m2 og en håndfuld ungdomsboliger med tekøkken.

Som beboer har man adgang til afdelingens fællehus med selskabslokale og fællesvaskeri. Udenfor på det grønne fællesområde er der flere steder placeret borde og bænke, og for børnenes vedkommende er der kort vej til legepladsen på Gilbjerg Skolen, der ligger lige vest for bebyggelsen. Indkøb er hurtigt overstået i Super Brugsen, der ligger fem minutter væk på gåben – og har man tiden, kan man spadsere videre helt ud til Gilleleje Fyr på en halv time.