Græsted Have. Familieboliger mellem land og by.

Rækkehusboliger i gåafstand fra indkøb og Græsted bymidte.

Afdeling 238 - Græsted Have

Græsted Have består af 64 rækkehusboliger og lejligheder med alt fra 1-4 værelser. Husene er opført i 1983 og ligger syd for Græsted By med udsigt til det åbne landskab. Inden for er boligerne funktionelt indrettede, og bor man i stueplan, er der udgang til egen syd- eller vestvendt terrasse. Omkring bebyggelsen er der etableret grønne fællesarealer med legeplads, boldbane og bænkesæt. Til bebyggelsen hører et selskabslokale og vaskeri.

Fra Græsted Have træder man direkte ud i den nordsjællandske natur med marker, skov og overdrev. Alligevel tager det mindre end 10 minutter at gå til byens centrum. Herinde finder man butikker, supermarkeder, idrætsfaciliteter, to togstationer samt byens egen skole, Gribskolen, der underviser elever fra 0-9. klasse.