Nivåhøj II i Nivå. Spændende boliger med egne tagterrasser.

Utraditionel boligafdeling nær skov og strand 

Afdeling 102 - Nivåhøj II

Nivåhøj II består af 11 boligblokke med i alt 184 boliger. Byggestilen er markant og funktionalistisk med synligt, niveaudelte etager, der giver alle boliger adgang til store terrasser på over 20 kvadratmeter. Bebyggelsen, som huser lejligheder på 1 til 4 værelser, gennemgik en totalrenovering i 2008, der bl.a. medførte nyt tag til alle blokkene, nye vinduer og en særlig glasoverdækning til alle terrasserne.

Nivåhøj II er omgivet af grønne områder, hvor der bl.a. findes legeplads med godkendt faldunderlag til de mange børn i bebyggelsen. Som beboer har man også mulighed for at benytte stamhuset med to, store selskabslokaler samt booke tid i nabo-afdelingens badmintonhal. Og så holder de fleste øje med, hvornår der arrangeres ture for beboerne til fx Lübeck og lignende destinationer – det sker nemlig ofte.

Afdelingen ligger centralt placeret i Nivå med kort vej til butikkerne i Nivå Centeret og Kystbanen ved Nivå Station. Længere mod øst på den anden side af de tre teglsøer lokker Nivå Havn med sine mange arrangementer og den populære Nivå strand.